Nordisk koldblod i Danmark PDF Print E-mail

Den nordsvenske brugshest er den af de fire nordiske hesteracer der er bedst repræsenteret i Danmark med hele to foreninger - Distrikt Sjælland og Øerne og Distrikt Midt- og Nordjylland. Begge foreninger hører under den svenske rigsforening FNH.

Hverken dølehesten, koldblodstraveren eller den finske hest har egen race- eller avlsforening i Danmark. Det er ikke til at sige hvor mange repræsentanter for disse racer der er i Danmark i dag, men det virker til at den nordsvenske brugshest er mere udbredt end dølehesten og koldblodstraveren. Det er uvidst om der overhovedet findes nogle finske heste i Danmark pt.

Forhåbentligt vil vi i fremtiden se flere af de nordiske koldblod i Danmark. Måske endda nok til at opstarte raceforeninger og registreret avl. Indtil da vil der herunder blive indsat portrætter af danskejede koldblodstravere, døleheste og forhåbentlig også finske heste.

Mille & Dash (2012)

Mille Holm er 38 år og bosat i Horsensområdet.
Hendes koldblodstraver, Don Dash, er født i 2004. Han er en vallak på 157 i stang efter Svall Ivar og Lykketta (e. Lykkebron). Hans "rigtige" navn er Svallmaggen.

 



Hvordan opdagede du koldblodstraveren?
Efteråret 2010 ledte jeg efter ny hest da min daværende ridehest var blevet skadet og udsigterne så lidt dystre ud.
Jeg faldt over en salgsannonce på guloggratis med en fin sort sag, nyimporteret fra Sverige, dog med sommereksem. Så egentlig havde jeg droppet ham, men kontaktede alligevel sælgeren, Stald MaTo, som fortalte, at de havde endnu en. Han var dog ikke var nær så langt i træningen og derfor ej heller officielt til salg.
Allerede da jeg mødte ham første gang tabte jeg mit hjerte til ham.

Hvad var det der gjorde at du tabte dit hjerte til ham?
Tror det var da jeg opdagede hvor let, altså modsat tung, han var at ride. At han for hver gang jeg kom havde flyttet sig så utrolig meget. Han var meget lærenem.
Meeen se på hans hovede, hvem vil ikke falde for ham?

 

 

Havde du hørt om eller set en koldblodstraver før?
Jeg havde aldrig hørt om racen tidligere, men af en eller anden grund afskrækkede "traver" mig ikke. Det der med "koldblod" tiltalte mig på en måde som gjorde mig tryg.


Hvor længe har du haft ham?
Jeg overtog ham d. 22/12 2010, så det var en dejlig julegave til mig selv.


Hvad ved du om hans fortid?
Jeg ved desværre intet om ham, kun hvem han er efter og hvor han er avlet.

Hvordan ville du beskrive Don Dash?
Hmm aldeles ikke som der står når man slår op under betegnelsen koldblod!!!! Han er en buldrende bamse, et nusse hoved, en labrador. Han er jo ret kæmpe og tror selv han er på størrelse med en hundehvalp. Så når han kommer travende virker han ret brutal og man tænker "Får han nu stoppet i tide?". Han er dog meget lærenem og utrolig let at ride, slet ikke så tung som han ser ud. Men en kæmpe kylling på tur.

 



Hvordan oplever du at han er lærenem?
Jeg oplever, at man ikke behøver at vise ham/øve ting mere end et par gange, så sidder det der. Han kan dog også være lidt langsomt opfattende, hvilket også var grunden til at han ikke allerede havde startet stævne da jeg fik ham, modsat Don Denzo der var klar efter en måned i Danmark. Men når det sidder der, sidder det der. Han er nem at arbejde med, han arbejder sjældent imod og er glad for at lave noget.


Hvad er henholdsvis det bedste og det værste ved Dash?
Det bedste er nok hans dejlige bløde bamsesjæl, som man bare ikke kan lade være med at elske.
Det værste er at han er så utilregnelig på tur. Der er han meget opmærksom på alting og hopper og flyver rundt.


Har du nogle drømme og planer for fremtiden med Dash?
Lige nu tænker jeg mest på om han kan holde til at blive "normal" ridehest igen. Han har haft lidt problemer med en benskade. Så jeg er lidt nervøs for at udsætte ham for spring hvis han nu ikke kan holde til det. Men vil da meget gerne hvis han kunne starte stævne i september med enten den ene eller anden rytter.

 


Er der noget du godt kunne tænke dig at lære ham?
Altså lige nu er han, under anden rytter, ved at lære schenkelvigninger. I denne uge skulle han gerne slippes løs på stubmarkerne, så han kan blive mere stabil i galoppen og på tur i det hele taget. Men pga hans skade har jeg valgt at sætte springning helt på standby.

Hvorfor skal man vælge at købe sig en koldblodstraver?
Det skal man, hvis man ønsker sig en ven for livet. En alsidig, lærenem og hengiven hest.

 

Last Updated on Wednesday, 19 September 2012 20:00