Det nordiske koldblods historie PDF Print E-mail

 

Nordisk koldblod er en samlende betegnelse for heste af racerne; dølehest, nordsvensk brugshest, koldblodstraver og finsk hest. De er alle racer med dybe rødder i Norden, formet af både naturen og kulturen.

Alle racerne bygger på de oprindelige gamle nordiske "landracer" der fandtes i Sverige, Norge og Finland.

De deler mange karakteristika og en betydelig del af deres gener.

 

Eloge, Tangen Scott, Veeran Taaveri og Haugsvarten

 

Den svenske hest

Siden vikingetiden, og måske endnu længere tilbage, har der eksisteret en lille hest af svensk landrace.

De fleste var små og uanseelige, med eksteriørmæssige brister og en mankehøjde på 125-140 cm. De blev brugt til alle tænkelige formål, men først og fremmest som transport, enten som ridehest eller foran slæde og vogn. Man kan sige at den svenske landhest var datidens personbil.

En af de tidligst kendte heste var "Brandklipparen" som en smålandsk rytter overdrog Kong Karl XII da hans hest blev skudt. Brandklipparen blev derefter ofte anvendt af kongen, bl.a. fulgte den ham til Letland i 1700 og siges at have reddet kongens liv i slaget ved Poltava. Brandklipparen døde i Lund 47 år gammel. Brandklipparen er hyldet bl.a. i et digt af samme navn. Et udsnit af teksten lyder således:

"Brillant, en skänk ur kung Ludvigs stall,
en häst för parad och ståt,
förmådde ej mer vid trumpeternas skall
att bära sin herre framåt.

En annan fåle i hast fick tas;
en ryttare sprang av sin häst:
"Tag Blacken - han är blott av bonderas,
men står sig båd' längst och bäst."

Den kung, som trofast med folket gick
att värna sin ärvda grund,
sin stridshäst också av folket fick
till tecken på fast förbund.

Det var en syn för de djupa led,
då glad, efter vunnet slag,
kung Karl den löddrige klipparn red
på denna sin hedersdag.

Kring land och rike blev klipparn känd
från samma berömda strid,
hans breda bringa, hans starka länd,
ej tjänte sämre i frid."

"Klippara" var kendt i mange lande, bl.a. Danmark, Norge, Tyskland, Holland og England. I Norge blev klipparen i 1600-tallet beskrevet som en hest der fandtes "serdeles i Gudbrandz-dalen". Ordet "Klippare" kommer af "clipperus" som betyder "klappre", altså den særlige lyd der fremkommer når en hest traver stærkt på hårde veje.

Det var almuen der forsynede militæret med heste. Gustav II førte i starten af 1600-tallet krig mod Danmark, Polen, Rusland og Tyskland med sit "lette kavalleri". Det bestod af letbevæbnede soldater på små heste af svensk landrace.

De kunne bevæge sig hurtigt og smidigt og i kombination med de hestetrukne kanoner sikrede de flere sejre på slagmarkerne. Senere beklagede Karl X sig over de "uimponerende" heste i hans Karolinske rytteri. De vejede i gennemsnit 250 kg og havde en mankehøjde på ca 138 cm. Men på trods af deres ringe størrelse i forhold til kontinentets heste, klarede de sig utrolig godt. De angreb i galop, var modige, ekstremt hårdføre, og tålte felttogenes krævende forhold bedre end de fleste.

 

Mand med hest i Fjällnäs

Mand med hest af svensk landrace, Fjällnäs.

Fra 1280 til 1649 var de svenske bønder pålagt en "skjutsplikt". De skulle stille værelser, mad, heste gratis til rådighed for adlen, herremændene og kongens embedsmænd på gennemfart. Derefter udvikledes et nyt skjutsväsen, hvor der blev opført kroer med tilhørene heste og udstyr. De lå med ca. 2,5 mils afstand, og var en form for entreprenørvirksomhed for transport mod betaling. De heste der stilledes til rådighed var af god kvalitet. Skjutshållningen fortsatte helt frem til 1830.

Under forbondetiden (1645-1880) blev den svenske landhest også brugt til transport af varer og råvarer mellem sveriges østkyst og de isfrie havne i Norge. Vejene var på den tid for dårlige til transport med vogn, så det foregik med slæde over sne og is om vinteren. Det var almindeligt at man tog afsted med 100 heste, der hver trak læs et på omkring 600 kg ca 3 mil (ca 30 km) om dagen.

I 1830 beskrives den svenske hest på følgende måde:

"De voro små men naggande goda. De voro långhåriga och så temligen lurfiga ut, men voro härdiga att emotstå köld och medfart i allmänhet. Såsom et utmärkande drag voro de stela till humöret och envisa."


Op igennem 1800-tallet blev den svenske landhest udsat for en del krydsningsavl. Der blev brugt ædle varmblodshingste fra Strömsholm i et forsøg på at skabe en lettere og elegantere hest til kavalleriet. I landbruget ønskede man sig en tungere arbejdshest og krydsede derfor med tungere koldblodstyper, mest ardenner men også clydesdale og percheron.

 

Nordsvensk foran ploven

Nordsvensk hest foran ploven. © Lakene Gård

 

I slutningen af 1800-tallet var der fem "rester" tilbage af af den svenske landhest. Det var gotlandsrusset, ölänningen, öarehästen, färsingen og den norrländska lanthästen.

Der blev taget initiativ til bevaring af den nationale hesterace og i 1894 stiftedes foreningen "Södra Dalarnes Hästvänner". Da racen var svækket pga krydsningsavl importeredes der norske hingste fra Gudbrandsdalen.

For som en af den tids største svenske hippologer, Wilhelm Hallander, sagde:

"Till Swenska hästafveln räknar jag även den Norska, och anser de båda slagen vara af samma ursprungliga race."

 

 

Fire nordsvenske hingste

Fire hingste fra Riksstamboken for Nordsvenska Hästar. Alle efter hingst af Gudbrandsdalsk race.

 

I 1909 blev den første stambog udgivet. man overvejede navne som "norrlandshäst" og "nordisk häst", men endte med at kalde den "nordsvensk näst". I forordet skrev Wilhelm Hallander således om den nordsvenske Hest:

"Den hållar mer än den lofvar." Se där ett omdöme, som ofta fälles vid tal om denna häst! Och omdömet har varit och är befogadt. Nordsvenska hästens konstitution är den bästa! Hela hans organism arbeta väl, en viss torrhet, hårdhet, fasthet, seghet och energi genomgå så att säga, denna hästs väfnader, skelett, muskler, senor, band, lungor och altt (...) och därmed förmågan att på jämförelsevis dålig kost och under i öfrigt ogynnsamma förhållanden uträtta mycket arbete. I nära samband därmed och ej minst beroende på hård tandsubstans står denna hästs ej oviktiga egenskab att blifva gammal och att ännu vid hög ålder hålla hull, vara rörlig och energisk. (....) I förhållande till sin massa eller med andra ord till hvad denne häst har att lägga i selen, visar den fremför allt vid timmer- och malmkörslor en hart när otrolig styrka".


Odont

Nordsvenske Odont, kommer på en delt førsteplads med en Ardenner i en trækprøvekonkurrence.

Han viste en uhørt trækvilje med sin vægt på kun 670 kg overfor Ardennerens 735 kg.

 

I 1924 stiftedes foreningen "Nordsvenska Hästen" og det statsejede Wången blev center for hingsteopdræt, med det formål at :

"ta fram hårde, energiske, lättfödda och hållbara hingstar av lämplig storlek och grovlek för främst skogsbruket men också för norrlandsk jordbruk och för andra ändamål, helt enkelt en allroundhäst".


Unge hingste fra Wången

Unge hingste fra Wången i den daglige træning.

 

Efter 2. verdenskrig mindskedes behovet for de tungere trækheste. Landbruget blev moderniseret og motoriseret med maskiner til det hårde arbejde i marken. Også i skovbruget blev hesten udkonkurreret af en kraftig kombination af teknik og logistik. Samtidig blev det med den øgede velstand op gennem 1970'erne mere almindeligt at have hest som hobby eller sport.

 

Istrav

Koldblodstraverne Rimfrost og Krut løber istrav på Öljaren. © Sirpa Ukura, www.susajt.se

 

Sideløbende med deres arbejde i skoven, foran slæden og ploven eller under rytter, har der været tradition for at bruge disse heste i travløb. Der findes kilder helt tilbage fra 1555, som beskriver lokale kapløb med de hurtigste og smukkeste heste på tilfrosne fjorde og søer. Det gav en vis status at have den hurtigste hest i byen. Der har hele tiden eksisteret både en lettere og en tungere variant af den nordsvenske hest. En let til transport og travløb og en tung til arbejdet i landbruget og skoven. Men i 1924, hvor stambogsføringen af den nordsvenske hest oprettes, var det den tungere variant der blev prioriteret. De lettere heste godkendtes derfor sjældnere i den nordsvenske stambog. Istedet begyndte man at importere norske travhingste. I 1930'erne får avlen af den lettere type et opsving i forbindelse med totalisatorens etablering.

I 1964 konstaterer den svenske landbrugsstyrelse at der er alt for forskellige mål i avlen af den nordsvenske hest. Derfor deles stambogen i 1966 i to forskellige racer; den nordsvenske brugshest og koldblodstraveren.

Gotlandsrusset har også klaret sig frem til i dag med egen stambog siden 1943 og raceforening.

 

Den norske hest

Helt tilbage til bronzealderen er der fundet spor af tamme heste i Norge. Disse heste har med størst sandsynlighed været af norsk oprindelse, men der eksisterer kun arkæologiske fund i form af knogler og altså ingen skriftlige kilder.

Norges hesteavl var i de tidligste tider præget af stedegne typer. Hestene fra de forskellige lokalområder havde deres egne karakteristika. De største populationer udgjordes af de små blakke heste, vestlandshesten fra vestlandet, den vi i dag kender som fjordhesten, og de lidt større røde, brune, borkede, skimlede og sorte fra Gudbrandsdalen og østlandet, der først blev kaldt gudbrandsdaler, senere østlandshest og som i 1947 ændrer navn til dølehest.

Derudover fandtes der i de nordligere egne pontyper som lyngshesten, lofothesten, porsangerhesten og utegangshesten. I dag er der, af disse nord-norske racer, kun lyngshesten/nordlandshesten tilbage.

Der foregik megen handel mellem Norge, Island og de Britiske øer, hvilket også var med til at præge hestene.

Men der importeredes også danske og tyske hingste, samt engelsk fuldblod og araber, der blev krydset med heste af oprindelig norsk race. Før midten af 1800-tallet blev hestene i Norge mest brugt til transport, skovbrug og i kavalleriet, dvs som ridehest, “kløvhest” og foran vogn og slæde. Frem til omkring 1830 var de fleste veje ufremkommelige med vogn. Om vinteren kunne transport foregå med slæde, men om sommeren måtte man ride eller fragte gods på pakheste. Også i Norge har der været arrangeret istravløb på sognevandet siden tidernes morgen.

 

Kløvjing med Dølehest

Furu Tappen, Sebergs Mjøre og Gulløy Kvikk som Kløvheste på det norske fjeld. © Jakop Brennhaug.

 

Dølehestens og koldblodstraverens vugge er Gudbrandsdalen og måske i særdeleshed Dovre, hvor sagagården Tofte lå. Tofte fungerede som kongens gæstgiver- og "skyssskifte" gård, hvilket nødvendiggjorde et stort hestehold. Gården var et knudepunkt for trafikken på landets mest ufremkommelige strækninger, og man værdsatte heste, der var selvgående, udholdende og sikre på foden til de lange rejser op over fjeldene. Gården Tofte kom senere i private hænder, men bevarede sin rolle i udviklingen af den gudbrandsdalske hest sammen med gårdene Bjølsted i Heidalen, Haagensted i Vågå, Harildsted og Isum i Fron.

 

Transport af mennesker og varer henover de norske fjelde

Transport på de norske fjelde.

 

Hestene fra Dovre, Lesja, Lom og Vågå blev ofte betegnet som "nordhestene" og betragtet som de benføreste og fineste i Gudbrandsdalen. I 1785 skrives der:

De Gudbransdalske Heste ere meget berømte for deres Størrelse og Anseelse, da de almindelig kiøbe dem til Rytter-Heste for de norske draguner.”

 

Det var på Tofte, at den kragesorte hoppe fra Korsvoll blev ført til Segalstadhingsten (sønnesøn af en fuldblodshingst importeret fra england og omdøbt til Odin) . Året efter, i 1849, blev et hingsteføl med navn Balder, senere “Veikle Balder”, født.

I 1859 blev den første avlsudstilling i Norge afholdt på Stav. Veikle Balder fik førstepræmie og lejedes af staten som sæterhingst i årene 1862-1869. Han fik stor betydning for udviklingen af den gudbransdalske hest, og er stamfader til stort set alle norske koldblodstravere og de fleste døleheste. Af Johan Lindeqvist, statsagronomen som i 1859 stadfæstede retningslinjerne for fremtidens hesteavl, blev han beskrevet således:

En vidunderlig god hest, like utmerket som ride- kjøre- og brukshest, dertil lettholden, altid sund og munter og førsterangs som seterhingst.”

 

 

Tegning af Veikle Balder

Veikle Balder.

 

Veikle Balder blev et ideal for den gudbrandsdalske hest, der i 1857 beskrives som “en let, smækker hest på under 150 cm i stangmål.”

Fra ca 1850 begyndte en tungere type at blive efterspurgt. Man havde nu større landbrugsredskaber, der krævede større styrke af hesten. Hingste som Dovre og Dale Gudbrand (oprindelig døbt Sterkoder), som man mener har haft ardennerblod i årene, og senere Brimin og Gjestar tilførte racen mere masse og størrelse. Brimin beskrives som:

"middelstor, med god brystdybde, godt muskelsat, stærk lænd, lidt smalt kryds, ret bagbensstilling, grove led, korte forpiber og gode travbevægelser."

 

Fire Dølehingste

Fire hingste af Gudbrandsdalsk race: Gjestar, Dale Gudbrand, Dovre og Brimin.

 

I 1872 begyndte vejene at skilles for tungdølen og den lettere travertype. Der oprettedes to klasser ved udstillingerne. Klasse A for “svære brugs- og køreheste” og klasse B for “lettere køre- og rideheste”.

Denne beslutning blev medvirkende til, at “lethedsfoket” i 1875 samlede sig og stiftede Det Norske Travselskab.

De lette klasser forsvandt omkring århundredeskiftet, men interessen for travet voksede støt, og der blev avlet videre på de specielle linjer i racen, der videreførte en let og hurtig travaktion.

 

Trygg IV, norsk hingst født 1886. En af datidens hurtigste "slædetravere".

 

I 1928 indførtes totalisatorspillet og i 1937 startede DNT sin egen stambog. Under anden verdenskrig arrangeredes der fortsat travløb på trods af restriktioner. Efter krigen strømmede folk til de etablerede travbaner, og kuske og heste opnåede en stjernelignende status hos den bredere befolkning. En offentlig stambogsføring af den norske koldblodstraver startes i 1965.

De heste der blev brugt i travløbene, fungerede ofte samtidig som "gårdheste", altså til rekreative aktiviteter og praktisk arbejde. Under 2. verdenskrig var de også til stor nytte som transportmiddel i byerne og på landet.

 

Svarten

Traverhingsten Svarten med et læs fjeldhø. © Thor Juveth

Fremadgåenhed har altid været højt skattet hos disse heste. Skulle man tilbagelægge mange mil om dagen, var det en fordel at side bag en hest der ikke konstant skulle drives på. Denne fremdrift er således fremavlet gennem mange generationer af heste. Hos koldblodstraveren kommer dette tydeligt til udtryk. Thor Juveth beskriver det således i sit hyldestdigt til koldblodtraveren Jettetor:

"Vind fra øst, vind fra vest,
sitter bak en hest.
På stramme tøyler det går,
ingen pisk som slår.
I trav, I trav.
Rundt bane, langs vei og vann
rytmen fra tidenes land.
I trav, I trav.
Kjenn kraften, kjør på,
ingen I verden kan oss slå.

Under furu og gran,
med flagrende man.
Sterke muskler danser lett,
I den skjønneste ballett.
I trav, I trav.
Mannen er liten, hesten er stor,
underveis piskes moder jord.
I trav, I trav.
O'Gud, o'Gud, den hest er skjønn,
vem åker og eng så får den lønn."

 

I 1950'erne kommer traktoren til landbruget og bilen til byen, hvilket betyder, at efterspørgslen på den tungere type daler. Dølehesten havde i første halvdel af 1900-tallet været præget af matadoravl og det øgede graden af indavl i racen. Problemet blev heldigvis opdaget i tide, og man valgte at tilføre friskt blod i form af norske traverhingste som Petter Tidemand, Jahn Sjur og Nilen. I 1970'erne begynder antallet af hobbyheste at stige og en lettere type med indslag af traverblod blev nu mere almindelig.

 

Steggbest og Eilif Schou

Legendariske Steggbest (født 1947) med sin ejer og kusk, Eilif Schou, hilser på publikum efter sejr på svensk territorie.

 

I de sidste årtier har man i dølehesteavlen hentet genmateriale tilbage fra Sverige, der tidligere har brugt det norske døleblod til at genoprette renavlen af den nordsvenske hest. I et treårigt projekt blev de nordsvenske brugshingste Egon, Udd og Bonus brugt i Norge for at give dølehestens genpulje en saltvandsindsprøjtning.

Fra 1990 har der været delvist fælles avlsarbejde med den svenske koldblodstraver. I dag anses de svenske og norske koldblodstravere som en fælles population med fælles stambog og avlsindekser.

I Norge har der ikke været så skarpt skel mellem dølehesten og koldblodstraveren, men fra 1995 bliver de defineret som separate racer med separate avlsplaner. I dagens koldblodstravere flyder der altså blod fra fortidens tungere norske døleheste, og i dagens dølehest finder du med stor sandsynlighed også indslag af det lettere norske traverblod.

Fjordhesten og lyngshesten/nordlandshesten har også overlevet som racer. Fjordhesten med egen stambogsføring siden 1910. En systematisk avl med lyngshesten starter først i 1930'erne. Under 2. verdenskrig svækkes populationen stærkt, og racen er udrydningstruet. Først i 1960'erne øges antallet, og i dag anses den ikke længere som udrydningstruet, men har dog et begrænset genmateriale, som kræver stor planlægning af fremtidens avl.

 

Den finske hest

Den finske hest er den eneste hest af oprindelig finsk race. Hestene i Finland har i mere end 2000 år været brugt som transportmiddel og trækdyr. Det ved man ud fra de mange hestesko og dele af seletøj, man har fundet i moser og grave.

Tilbage i det 14. århundrede blev det østlige Finland kaldt "Mare Carelia" pga den stærke tradion for opdræt af heste området var kendt for. Den kareliske Hest var efterspurgt i både Rusland og Sverige.  I 1630'erne eksporteredes heste af finsk race til Tyskland. Først blev de set ned på pga deres ringe størrelse (110-120 cm), men i løbet af Trediveårskrigen beviste den lille finske hest sit værd som en hårdfør og modig hest.

Fra 1650 til 1950 var finnerne afhængige af den finske hest til transport af varer og mennesker over lange afstande på dårlige veje. Der opstod et netværk af små kroer spredt ud over landet, hvor der var mulighed for at overnatte. Hestene, der var tilknyttet disse kroer, tilbagelagde distancer på 40-160 km om dagen. Man værdsatte derfor hårdføre, letfodrede, hurtige heste med et godt temperament. Ligesom i Sverige og Norge blev den finske hest også brugt til arbejdet i marken og skoven.

Skovningsarbejde med hest, Finland 1938.

 

I det 16. og 17. århundrede ønskede kavalleriet en større hest, og der importeredes friesere til brug i avlen.

Hundrede år senere importeredes araberhingste til i avlen, for at forædle og skabe en lettere og hurtigere hest. Samtidig importeredes der svenske trækheste for at skabe en hest med mere "at lægge i selen" foran de nye og tungere landbrugsredskaber.

I midten af 1800-tallet vågnede den finske nationalisme, og Karelien blev hyldet i kunsten, musikken og litteraturen. Også den finske hest opnåede særstatus som en bevaringsværdig del af den finske kultur. Hestene var på daværende tidspunkt i gennemsnit 150 cm i stang. Idealet var en hurtig og adræt hest, der var godt muskelsat og havde en stærk og solid knoglebygning. En hest, der kunne tilbagelægge lange distancer på kort tid, og samtidig klare det tunge arbejde skoven og marken. De fire hingste der dannede grundlaget for nutidens finske hest, stammer fra den periode. Det er; Jaako I, Eino og Kirppu og den lidt senere Uljaanpoika.

 

Fire finske hingste

De fire finske hingste der danner grundstammen for den Finske Hest.

 

I 1894 dannedes "Hippos", den finske forening for hesteavl, hvis formål var at fremme avlen af en typefast, solid og vågen finsk hest med gode bevægelser. Efter en længere debat omkring renavl oprettedes der en stambog for den finske hest. I løbet af det første år blev der optaget 113 hingste i stambogen. Deres gennemsnitlige højde og længde var henholdsvis 153 cm og 161 cm. Halvdelen af dem havde en fortid på travbanen og næsten alle var fukse.

I 1924 blev delt stambogen i to. Én for arbejdsheste og én for "universal-hesten" som avles til militæret.

 

Eri-Aaroni

Eri-Aaroni, finsk traver født 1932.

 

Den finske hest blev sideløbende med dens arbejde som transportmiddel, militærhest og dens arbejde i skov og mark, også brugt i travløb. Hingsten Murto var den første finske hest der tilbagelagde en kilometer i trav på under 1.30,00 og opnåede derved status som "stjernetraver". Siden da har over 5000 finske heste gjort ham kunsten efter.

I dag kaldes de hurtigste finske travere "supertravere" og kan tilbagelægge en kilometer i trav på under 1.20,00.

Denne udvikling skyldes at den finske hest frem til midten af 1900-tallet blev avlet til også at kunne klare det tungere arbejde i land- og skovbrug. En konsistent avl udelukkende målrettet at frembringe hurtigere travere startede først i 1960'erne, da hestene ikke længere behøvedes i landbruget. I dag findes Murto i næsten alle finske hestes stamtavle.

 

Murto 2306, finsk hingst født 1917.

 

Fra 1965 var der ikke længere behov for heste til militæret og "universal-hest" stambogen blev til stambog for finske travere. I 1970 overgår stambogsføringen af de finske heste fra staten til Suomen Hippos Ry, den nationale hesteavls- og travorganisation. Samtidig deles stambogen i de fire sektioner den også kører med i dag; arbejdshest, traver, ridehest og pony.

Ridningen på den finske hest har udviklet sig langsommere end travet i Finland. Oprindelig blev den finske hest ofte brugt under rytter, da vejene var ufremkommelige med vogn. Militæret har også brugt den finske hest som ridehest, men det er først da den finske hest tages i brug som hobbyhest i 1970'erne, og da der i løbet af 1980'erne bliver oprettet særlige klasser i forskellige discipliner for den finske hest, at der for alvor kommer gang i udviklingen af en finsk ridehest. Under rytter deltager de i galopløb, militæry, distance, spring og dressur, også i de højere åbne klasser, hvor de klarer sig udemærket i konkurrence mod andre rideheste. Det er lykkedes at fremavle en god ridehest der er let fortil og smidig i sine bevægelser. Af succesfulde dressurhingste kan nævnes; Kelmi, Nysteri, Pilven Poika og Jaime.

De er alle skolet af professionelle ryttere. I dag er "Suomenratsut ry", foreningen for de finske rideheste, den største af de fire organisationer der blev oprettet i 70'erne for at støtte de fire afdelinger af stambogen.

 

Finsk kavelleri.

 

I 1997 blev der i Seinäjoki rejst et mindesmærke for de 22.000 finske heste der faldt under 2. verdenskrig. 60.000 finske heste deltog i krigen og der findes flere legender om deres mod.

 

Der er endda skrevet en hyldestsang til den finske hest.

 

"Where would we be without you, you four-legged, light-maned, moist-muzzled, friend, Finnhorse.

I have no other earthly possessions, the heaven's roof, road's carpet, forest trees for walls, for a friend, the Finnhorse.

My grandfather cleared the fields, oats soon flowered, where the plough flew, be kind, horse, our friend, Finnhorse.

As guns blazed in the Carelian isthmus, in the frost and snow, you were more reliable than the machine, our friend the Finnhorse.

These villages are empty, no roads cleared and the old left behind, but yet there are some, and some horses too.

When I leave this place, this road and roadsides, this slippery ice of wintery road, bury me by my horse.

For where would I be without you, you four-legged, light-maned, moist-muzzled, friend, Finnhorse."

 

Du kan læse mere om de nordiske koldblod under "Hästen" på:  www.nordisktkallblod.se

 

 

Gammelt foto fra Norge

Gammelt foto fra Norge.

 

Kilder:

"Den Nordiska Hästen" af Eva Jälmbrandt

"Lanthästen som blev brukshäst och kallblodstravare" af Emilie Wickström & Erika Lindgren

"Vår Kallblodstravare - från lanthäst til Folkets häst" af Hans-Erik Uhlin

"Kaldblodshesten - Fra døl til traver" af John Buer, Arne Kristiansen og Sverre Stang

"Hesten i vår tid" af Hans Kolbein Dahle

"Get to know the Finnhorse" redigeret af Margit Ticklén

"Brandklipparen" af Carl Snoilsky. Findes i digtsamlingen "Svenska bilder". Hele digtet er tilgængeligt på nettet her.

 

 

 

Last Updated on Tuesday, 16 September 2014 15:47